Sukkerchok & Afternoon Tea på The Chesterfield Mayfair i London

  /  Destination   /  Sukkerchok & Afternoon Tea på The Chesterfield Mayfair i London
The Chesterfield Mayfair i London

At kombinere et besøg i London med den klassiske eftermiddagste ”Afternoon Tea” er et must. Selv for dem som ikke er te drikkere, er mødet med den legendariske britiske tradition en unik oplevelse. For det meste serveres teen (kaffe eller varm kakao) med små fingersandwiches, friskbagte klassiske engelske scones samt et udvalg af lækre kager.

I december måned besøgte jeg London sammen med min veninde. Vi vidste godt vi var lidt sent ude i forhold til at sikre os bord på et af de populære steder, hvilke ofte kræver at man bestiller op til flere måneder i forvejen.

Men til trods for vi var ret sent ude, lykkedes det os at få bord på The Chesterfield Mayfair en lørdag eftermiddag midt i december.

Elegant og afslappet atmosfære

Vi havde booket bord til kl. 12.30 og vi havde derfor valgt at springe morgenmaden over, hvilket viste sig at være en klog beslutning. Man bliver lukket ind i hold i forhold til hvornår man har bestilt bord. Da vi ankom blev vi budt velkommen af en dørmand som tog imod vores jakker. Imens vi ventede kunne vi nyde den smukt dekorerede lobby som i anledning af julen havde en kæmpe kopi af hotellet stående midt i lobbyen udformet som honningkagehus.

Vi blev placeret i den smukke havestue hvor de grønne stole og hvide due var med til at skabe en både elegant men også afslappende atmosfære. Man kan vælge om man ønsker den traditionelle afternon tea eller om man ønsker at nyde et glas champagne.

Den traditionelle afternoon tea koster £40 og £47 hvis man ønsker den med champagne.

Vi valgte den traditionelle, og den var virkelig udsøgt og så var der refill så man skal bare slå sig løs. Selv om jeg betegner mig selv som en der er rimmelig glad for søde sager, så lykkedes det mig faktisk næsten at gå helt i sukkerchok, så meget at vi ikke fik prøvet alle kagerne.

The Chesterfield Mayfair er et sted hvor du sagtens kan medbringe større børn, og du behøver ikke at frygte at blive afvist i døren hvis du møder op i sneakers eller jeans. Men for oplevelsens skyld, vil jeg klart anbefale at man gør lidt ud af sig selv inden besøget.

The Original Sweetshop Afternoon Tea tema

På The Chesterfield Mayfair kører de med et koncept hvor de løbende skifter tema. Et tema bruges i ca. halvandet år inden det bliver skiftet ud. Temaet da vi var der og som vil gælde det meste af 2019 var inspireret af Hardys Original Sweetshop. Der var blandt andet en gammeldags salgsvogn hvor store glaskrukker stod fyldt med alverdens udvalg af slik. Som en del af oplevelsen får alle gæster inden de går, lov til at blande deres helt egen lille slikpose hos The Candy Man, som i anledning af julen var klædt ud som alf, hvis fornemmeste og eneste job er at sikre at man har lidt ekstra sukker med når man går.

Sådan finder du vej

The Chesterfield Mayfair ligger tæt flere af Londons kendte shopping gader og ca. 10 minutters gang fra Piccadilly Circus. Hvis du tager Londons undergrundsbane er det tætteste stoppested Green Park, hvorfra der kun er få minutters gang.

Det var virkelig en hyggelig og dejlig oplevelse at spise afternoon tea på The Chesterfield Mayfair, som helt klart kan anbefales.

Læs mere om Afternoon Tea på The Chesterfield Mayfair her, hvor du også kan booke bord til dit næste besøg. https://www.chesterfieldmayfair.com/afternoon-tea

0 0 votes
Article Rating
Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments